I forbindelse med udviklingen af konceptet for det grønne køkken har tegnestuen designet en lille glaskarnap til dyrkning af krydderurter, blomster mv. i etageboliger. Karnappen er tænkt som en mistbænk for intensiv dyrkning med udnyttelse af solvarmen – bare hængt op på en facade.
Mistbænken er 50 cm dyb og kan hænge på en muret facade ud for et vindue. Det eksisterende vindue kan ændres til en altandør eller det kan vendes, så det bliver indadgående.
De vertikale mistbænkes primære formål er på en billig måde at give etageboligen en køkkenhave og dermed renere og friskere fødevarer og renere luft: I tilknytning
til køkkenet laves mulighed for dyrkning af krydderurter, grøntsager mv. i “vertikale mistbænke”.
På gårdfacaden monteres glasinddækkede “hylder”, hvor dyrkning kan foregå, svarende til i et væksthus. Glasindækningen udføres med et lag glas i aluminiumsprofiler. Oplukkesystemet er vertikale skydevinduer (Balancevinduet). Samtidig kan mistbænkene brugsmæssigt fungere som glasinddækkede franske altaner.
Derudover har mistbænkene følgende funktioner:
Varmebesparelse: De vertikale mistbænke udnytter passiv solvarme, som det er kendt fra glasaltaner og solvægge, ved at solen opvarmer luft og vægge bag glasset. Den opvarmede luft går derfra ind i huset og bidrager til rumopvarmningen.
Ventilationsluftens varme genindvindes og bidrager til varmebesparelse. Der monteres et ventilationsanlæg i henhold til det nye bygningsreglements skærpede krav. Afkastet fra ventilationen fra bad og køkken, som er opvarmet luft, krydsveksles på loftet og frisk opvarmet luft pustes gennem rør, der står uden på facaden, ud i mistbænkene. Der opstår derfor overtryk i mistbænkene, og herved bliver den opvarmede luft pustet inde i boligen via friskluftindtag under vinduer, bag radiatorer og bidrager til rumopvarmningen. Samtidig skærmer overtrykket i mistbænkene af mod træk, ventileringen hindrer dugdannelse på indersiden af glasset og sikrer at rummet er frostfrit i vinterperioderne. Ventilation og krydsvarmeveksler drives af elektricitet fra solpaneler på taget.
Regnvandsopsamling: Regnvand fra tag mod gård føres til mindre vandtanke, der placeres i de enkelte mistbænke. Anlægget består af en regnvandssamler, der monteres på nedløbsrøret, hvorfra vandet ledes ind til beholderen. Regnvandet bruges til vanding af planter. Systemet fungerer uden pumper, og dermed uden brug af energi.